Artikel

Jeres Trænings Historier

Jeres Trænings Historier

Vi spurgte jer hvorfor træning var vigtigt for jer - og i svarede med mere, end vi have drømt om. Så mange fine og rørende historier. Vi har samlet nogle af dem her. Tre modige piger har åbnet op og lavet en flot beretning om deres historie. Det har ikke været en dans på roser. Vi håber meget i vil læse med. 

 

IDA JEGBJERG

 


Jeg trækker medlidenhedskortet - "den tykke pige i klassen", men jeg kommer nok ikke udenom at den er god nok.


Jeg startede som mange andre med at træne fordi jeg ikke følte mig god nok. Jeg var ikke tynd nok, jeg var ikke pæn nok, jeg havde ikke venner nok - you name it.
Jeg startede med at træne for 5 år siden. Jeg spiste sundt og jeg brugte det meste af døgnet på at dyrke cardio. Jeg fandt inspiration på Instagram hos alle "fitspo" siderne, hvor smukke og TYNDE piger fik delt billeder. Jeg ville ligne dem = cardio... eller??


Som tiden flyver fik jeg mere og mere erfaring på egen krop, men også fra andre. Jeg faldt pladask for styrketræning for 3 år siden og har siden haft et overforbrug af BCAA og tights.
Sidste år tog jeg mig sammen og startede hos en personlig træner som førte til et vægttab på 10 kg på 3 måneder. Mit hurtige og vellykkede vægttab resulterede i en sultestrejke, fremprovokeret opkast og overspisninger som kunne vælte en fuldvoksen mand af pinden. Jeg udviklede BED (Binge eating disorder; ingen mæthedsfornemmelse, enorme overspisninger)
Jeg har siden august sidste år kæmpet med BED, som har været ved at slå mig ud mange gange.

   

Ida Jebjerg


Er BED fuldstændig ubrugeligt? Nej da! For en person som ELSKER at løfte tungt er det til at leve med. Jeg udnyttede min psykiske lidelse til at blive bomstærk.
I stedet for at begrænse hvad jeg måtte og ikke måtte spise, så tillod jeg mig selv at blive rask. Selvom jeg er gået på kompromis med hvordan jeg ser ud, så fortryder jeg ikke ét sekund.
Som prikken over i'et fik jeg sidste år diagnosen ADD, som er koncentrationsbesvær, men uden hyperaktivitet. ADD gør, at man har en mindre produktion af endorfiner = konstante nedture og dovenskab. ADD kan behandles med medicin som frigiver endorfiner i hjernen - det er hvad der normalt gives til folk med diagnosen.
Dog ikke mig. Er jeg et vidunder fra en anden verden tænker man så? Niks. Min hjerne ville ikke reagere på endorfin-frigivende medicin, meget simpelt fordi jeg træner og derigennem får frigivet nok endorfiner til at give hele livgarden grineflip. Træning er så meget mere end at se ud på en bestemt måde.


Den dag i dag er jeg rask fra BED, jeg er uddannet personlig træner, jeg lever med min diagnose UDEN medicin, jeg har hvad der i mine øjne er et drømmejob som ansat i Dubai som personlig træner.
Jeg har lært når nok er nok.
Jeg fik nok af ikke at være nok.
Jeg fik nok af at være tyk. Jeg fik nok af at være syg.
Jeg fik nok af at tænke på hvad andre syntes.
Men én ting jeg aldrig får nok af, er at arbejde på mig selv, og den jeg gerne vil være.
Som evig motivation har jeg tatoveret: Without struggle, there would be No progress.

Mange hilsner, Ida Jegbjerg


CHARLOTTE


Min træningshistorie er indtil videre 3 år og 3 mdr gammel, det er i den tid jeg har trænet seriøst fordi jeg har et mål. Jeg er nemlig ufrivillig barnløs og har været det i ja, de sidste 3 år. Det er min motivation. At blive nogens mor, faktisk blev jeg mor i april, til en lille pige, hun blev meget syg mens jeg var gravid med hende, hun fik en tumor. Det resulterede i at hun faktisk blev så syg at jeg måtte føde hende og sige farvel til hende før hendes liv overhovedet var begyndt.

Jeg har mistet 2 graviditeter tidligere og har været i fertilitetsbehandling i 2 år. Dette er hårdt for kroppen. Du skal have en masse hormoner og din krop bliver påvirket af det, man tager på, bliver dårlig osv. Faktisk bliver man brugt som en anden rugemaskine under den slags behandling som vi er igang med, det er fysisk og psykisk hårdt.

Ved siden af dette har jeg en kronisk lidelse som hedder PCO. Dette er en hormonel ubalance, hvor overvægt, mandlige kønshormoner, cravings, smerter og ufrivillig barnløshed er en del af hverdagen.

   

charlotte

   

Men her kommer træningen ind, den rette mængde styrketræning kan faktisk mindske denne lidelse. Endda få den helt i dvale. Træning (og især den rette kost) er uhyre vigtigt!

Så min motivation er helt klart at få min egen familie. En lille ny i armene, en som ikke dør fra mig igen, min inspirationskilde der bruger jeg mig selv, jeg kender ikke nogen personligt som har været igennem så meget igennem som jeg vi har.

Min træning gør at jeg faktisk har en chance for at holde min PCO nede og derved giver os chancen for at blive forældre (igen)


THANIE


Min træningshistorie, inspiration og motivation -


Siden 2012 har jeg haft forskellige problemer med mine jerndepoter og min blodprocent - hele min hverdag blev sat på pause - min træning, mit arbejde og alt hvor jeg skulle bevæge mig hurtigt. Det gjorde jeg blev rigtig tynd, og havde ingen form for energi i rigtig rigtig lang tid - i 2015 fik jeg konstateret kronisk jernmangel, og jeg fik derfor jern i drop hver 3 måned og B12. Jeg begyndte stille og roligt og få det bedre og jeg begyndte at træne langsomt op igen, og spise mere mad. 

   

thanie

   

Samme år fik jeg et job som instruktør i loop fitness, som gjorde at jeg begyndte at træne fast næsten hverdag, jeg begyndte at få masser af energi og tage på i vægt og i muskelmasse. I dag har jeg ikke behov for jern i drop eller B12, min krop har det fantastisk og jeg har i dag stadig jobbet i loop hvor jeg motivere og inspirerer andre til at leve en sundere livstil.

Det jeg prøver at fortælle med min historie er, hvor utroligt træning, kost og balance i livet kan gøre ved ens krop - jeg kommer aldrig til at stille op til diverse fitness konkurrencer, for jeg lægger mere vægt på en sund livstil med fornøjelse. Jeg var aldrig kommet så langt hvis det ikke havde været for fitness.

Min motivation er at jeg kan inspirerer og se andre blive motiveret.
Det var den korte del af min trænings historie

Sidder du efter at have læst dette og tænker - " Jeg vil også gerne fortælle min historie " - Så send den endlig til os!. Vi får aldig nok af at høre fra jer og ikke mindt om jer :)